Syltede hindbær og svenske köttbullar
[
2006-11-28
]
Utskrivbar version
Har ni provat detta svenskägda kaffe? Så här skriver i-byen om det:
--------------------------------------------------------------------------------------
Ægte hygge og virkelig gode serveringer. Kalaset i Vendersgade byder på genuin svensk, postmoderne mormor-stemning.
Uden for kældercafeen på hjørnet af Vendersgade og Nansensgade står der et par kasser med blendere og andet køkkenudstyr. »Vi mangler plads, så vi giver det væk«, fortæller skiltet ved siden af.
Kalaset åbnede i maj i år, og man har åbenbart klunset så meget til indretningen, at der må gives væk for at skabe luft mellem de gråmelerede laminatborde fra farmors tid, lysekroner, lamper, stole og sofaer fra 30’erne til 50’erne.
Det må have krævet en kurator at skabe sammenhæng mellem de museale genstande, som udgør interiøret i den usædvanligt hyggelige café.
De farverige vægge er pyntet med gamle transistorradioer og indrammede forsider fra 50’ernes Ude og Hjemme-magasiner.
Der hænger tunge brune gardiner her og orange neonrør der, og spiritusflaskerne står i gamle køkkenskabe bag bardisken, som er bygget op af ukurante døre med hængsler, håndtag og afskallet maling.
De to svenske piger, der ejer caféen, har skabt nogle originale lokaler, hvor man føler sig velkommen, så snart man er trådt indenfor.
Klientellet er ungt, og rundt omkring sidder der flere studerende med lukkede laptops og drikker øko-pilsnere fra Thy.
Både øl og burgere over gennemsnittet
Ølhanerne byder også på udenlandsk kvalitetsbryg som St. Feuilliens Cuvée de Noël og Anchors Liberty Ale, for der er kompromisløse kvalitetsvalg bag hvert eneste punkt på menukortet. Selv vandkanden på bardisken er fyldt med vindruer og friske agurkestænger.
Vi bestilte en Kalasburger (89 kr.), en Singapore Salat (89 kr.), en Christianshavn Sandwich (62 kr.) og en såkaldt Rød tallerken med tapas (89 kr.), der var anrettet med saftige svenske köttbullar i baconsvøb ved siden af en lækker cremet rødbedesalat med limesaft, som gjorde den frisk og krydret.
Det var svensk folkekøkken blandet med sydlandske småretter som bagt tomat med oliventapenade, bagte peberfrugter og lufttørret skinke.
Hjemmelavede delikatesser
Burgeren var højt hævet over en gennemsnitlig caféburger, hvilket ikke mindst skyldtes, at alt var hjemmelavet.
Det hjemmebagte brød var dejligt fast og smagte igennem, husets egen urtemayonnaise var lækker, og der var en god kraftig tomatsmag i den hjemmegjorte ketchup, som også fungerede fortræffeligt som dip til de sprøde råstegte Samsøkartofler.
Ud over det sædvanlige fyld havde den saftige bøf fået følge af lækkerier som soltørrede tomater, sauteret squash og bagt peberfrugt, hvilket satte den sidste trumf på et rigtig godt og mættende måltid.
De hjemmelavede ingredienser gik igen i den fejlfrie sandwich, der desuden bestod af feltsalat, æg, kaviar og en gavmild portion rejer i frisk dressing.
Singapore-salaten overraskede med nudler, koriander, kokosmælk, jordnødder og rød karry i en velsmagende kombination med friske og sauterede grøntsager og saftige, grillede kyllingestykker.
Sans for detaljer
Ikke mad, som man plejer at få det, og ikke en eneste anke fra nogen ender af bordet. Og da kaffen kom på bordet med meget velsmagende mundfulde til 19 kr. koppen, overgik køkkenet sig selv med en chokoladekage, som var sprød og knasende i skorpen og næsten flydende i midten, proppet med hasselnødder og hvid chokolade.
Den luftige flødeskum kontrasterede kagens tyngde, og som en ekstra forkælelse fik man fem syltede hindbær i et snapseglas til at justere sødmen med en syrlig delikatesse. En uovertruffen kagedessert til 29 kr.
Mens der blev fisket efter det sidste hindbær i bunden af snapseglasset, var der ingen tvivl hos denne cafékontrollant. Kombinationen af original indretning, personlig og afslappet atmosfære og høje kvalitetskrav i køkkenet udløser fem kopper.
---------------------------------------------------------------------------
http://ibyen.dk/restauranter/cafekontrol/article203460.ece
gb
« Visa samtliga artiklar
|